EN dramatisk tekst Det er en litterær komposition, designet til at blive repræsenteret på scenen. Det er en del af en kommunikativ proces, da den er designet til at blive læst og repræsenteret. Denne type tekst kaldes dramatisk, fordi dens indhold er designet til at repræsentere det typiske drama af lyriske eller litterære fortællinger..
Dramatisk tekst omfatter tre forskellige typer tv-selskaber, herunder forfatteren, skuespillerne og instruktøren. Når denne dramatiske tekst er repræsenteret af de tre sendere, får den på denne måde navnet "arbejde".
Den person, som repræsentationen af teksten er rettet til, er kendt som modtageren, som kan være individuel (læser) eller kollektiv (offentlig).
En dramatisk tekst kan konstrueres til at blive repræsenteret som en dialog, derfor betragtes den som en del af en kommunikativ proces.
I denne proces repræsenterer de involverede parter fiktive figurer, der er et produkt af forfatterens fantasi og styres af instruktøren for at skabe direkte kontakt med offentligheden..
Gå ind på Samson og Gregory fra Capulets House, bevæbnet med sværd og skjold.
Samson: Gregorio, jeg sværger, at vi ikke vil sluge hårdt.
Gregorio: Nej, vi er ikke så grådige.
Samson: Jeg siger, at hvis vi ikke sluger dem, bliver deres hals stramt.
Gregorio: Ja, men lad os ikke afslutte rebet omkring vores hals.
Samson: Hvis de provokerer mig, rammer jeg hurtigt.
Gregorio: Ja, men de provokerer dig ikke så hurtigt, når du rammer.
Samson: Jeg bliver provokeret af Montagues hunde..
Gregorio: At provokere er at bevæge sig og være modig, stå op, så hvis de provokerer dig, løber du væk.
Samson: Montagues hunde får mig til at rejse mig. Med en Montague mand eller kvinde klamrer jeg mig til væggene.
Gregorio: Så kan de, for de svage skubbes mod væggen.
Handle en
Meget hvidt rum inde i Bernardas hus. Tykke vægge. Buede døre med jutegardiner toppet med jordbær træer og flæser. Cattail stole. Malerier med usandsynlige landskaber af nymfer eller legendariske konger. Det er sommer. En stor skyggefuld stilhed strækker sig over scenen. Når gardinet rejser sig, er scenen alene. Du hører klokkerne bukke.
(Stuepigeudgange)
Tjenestepige: Jeg har allerede dobbelt så mange klokker gemt mellem mine templer.
La Poncia: (Hun går ud og spiser chorizo og brød) De har været gori-gori i mere end to timer. Præster er kommet fra alle byer. Kirken er smuk. I det første svar besvimede Magdalena.
Tjenestepige: Hun er den ensomste.
La Poncia: Hun var den eneste, der elskede sin far. Åh! Gudskelov, vi er lidt alene! Jeg er kommet for at spise.
Tjenestepige: Hvis Bernarda så dig ... !
La Poncia: Jeg ville ønske, at nu når hun ikke spiser, vi alle dør af sult! Kommanderende! Dominere! Men det er irriterende! Jeg har åbnet klumpen pølser.
Tjenestepige: (desværre, ængstelig) Hvorfor giver du mig ikke til min pige, Poncia?
La Poncia: Kom ind og tag også en håndfuld kikærter. I dag vil du ikke bemærke det! (Digital, 2006).
Handle en
Busterminal i en lille by: nogle vinduer med skilte, der foregiver at være navne på forskellige busselskaber og et tegn, der siger ¨Busterminal ¨. Aldana er ved at tage bussen, der fører hende til hendes nye by og hendes nye liv.
Aldana og Sara siger farvel inde i terminalen.
Sara: Er du sikker på, at du har alt? Dokument, mobiltelefonoplader?
Aldana: Ja mor.
Sara: Alle bøgerne, bykortet, adressen skrevet i tilfælde af??
Aldana: Ja mor, bare rolig. Det eneste, der bekymrer mig, er at jeg vil savne dig meget.
Sara: (skjuler hendes følelser) Det er kun første halvdel, så har du det godt. Gå nu, bussen skal køre.
(De krammer)
Aldana: Jeg elsker dig mor.
Sara: Jeg elsker dig datter.
(Aldana forlader scenen og Sara falder sine tårer.) (Carrasco, nd)
(Scenen lyser op, og vi ser den gamle konge ligge på sengen).
King: Åh, hvor dårlig er jeg!
(De tre sønner kommer ind. De vandrer rundt i lokalet uden at se kongen).
Søn 1: Fader har sendt efter os.
Søn 2: Men det er han ikke.
Søn 3: Så er han ikke kommet, eller han er gået.
King: Jeg er i sengen.
2: Far!
3: Jeg sagde til dig: nogen talte til os fra en seng.
1: Hvad er der galt far?
King: Jeg er syg. jeg dør.
1: Du kan ikke far, du er kongen.
2: Hvordan kan du dø, hvis du lever?
3: Vi beskytter dig. Fortæl os, hvem der vil dræbe dig.
King: Jeg skal dø, og jeg ved, at I tre er lige så dumme.
1: Men far.
King: Hold kæft! Nu har jeg brug for at vide, hvilken af jer tre er den lateste.
1: Hvad er en bum?
2: En doven.
3: Den, der ikke slår vandet.
1: Hvorfor give vand til en pind??
King: Hold kæft! Den lateste af jer vil efterfølge mig og være konge.
1: Fader, så er riget mit. Jeg er så doven, at hvis jeg ligger og sover i haven, og det begynder at regne, rejser jeg mig ikke, selvom jeg bliver gennemblødt til benet.
2: Det er lort. Riget tilhører mig, for jeg er så doven, at når jeg sidder ved ilden for at varme mig, foretrækker jeg at brænde mine fødder, før jeg fjerner mine ben.
3: Det er ikke doven, det er dumt. Riget er mit.
2: hvorfor?
3: Fordi jeg er så doven, at hvis de skulle hænge mig, og nogen gav mig en kniv til at klippe rebet, ville jeg hellere hænge end løfte min hånd til rebet.
King: Du har nået den højeste grad. Du bliver konge.
2: Men far.
1: Far, far!
Konge: Chitón! Beslutningen er taget. Forlad, jeg vil sove.
3: Dine ønsker er ordrer.
(De tre børn går ud).
King: Hvorfor havde jeg ikke en datter?
(Scenen bliver mørkere) (García, 2014).
Luis tager sin tegnebog ud for at betale, og når en åbner den, siger en syntetisk stemme hver gang:
- Du åbner mig igen ...
- Tænk, om det virkelig er nødvendigt at bruge på dette ...
- At spare er grundlaget for formue
- Ah, ay, ay ... hvor dyrt alt er
- Må det være sidste gang
Luis er nødt til at åbne sin tegnebog ofte, fordi hans døtre og kone skiftes til at bede ham om penge af forskellige årsager.
Endelig kommer en tyv og beder om pengene. Faderen åbner tegnebogen og den siger:
- Nok! Ikke igen! Kan ikke være! Dette er uhørt! Det er for meget! Forsigtig!
Tyven bliver bange og forlader (Sergiovich, 2011).
Første scene:
Hund: (hopper) Ja! Endelig er du kommet her! Jeg er virkelig glad for at se dig. Hele min krop hopper og danser til lyden af din ankomst (dans og syng en lykkelig sang). Lad os komme ud hurtigt, fordi jeg ikke kan tåle det mere ... (Hund ønsker at gå på toilettet).
Mand: Hej (klapper hundens hoved) Jeg er så træt (lægger dokumentmappen på bordet og sætter sig på stolen).
Hund: Jeg ved, jeg ved ... Jeg forstår virkelig din træthed. Det må være meget trættende at være ude af huset hele dagen, måske gøre hvad ... men tak ... jeg beder dig ... lad os gå ud nu! (Bevæger sig rundt).
Mand: Nå, okay. Lad mig tage en pose, vandet, læg snor på dig, og vi er væk..
Hund: Ja! Du er den bedste ven ... Jeg elsker dig!
Lad mand. (De forlader begge scenen) (Casanoba, n.d.).
NAT. 1
Leon råber vredt, argumenterer med en kvinde.
(TIL TELEFONEN)
Leon: Det er sidste gang, dumt! Jeg vil ikke se dig igen i mit liv! Ikke
Du forstår!
Leon lægger oprørt telefonen på. Hans kat Coco ser på ham fascineret. Leon prøver at holde grædende tilbage, han ser sønderknust ud.
Leon: Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor? Jeg kan ikke tage det længere Coco, jeg kan ikke længere, jeg hader dem ... forbandet ...
Coco nærmer sig León og begynder at gnide mod benene, miaver. Leon føler hende og bærer hende ved at kramme hende og trøste sig med hende.
León: Du er den eneste, der elsker mig, ikke Coco? Fordi du ikke var kvinde ...
Coco maler og Leon krammer hende strammere.
León: Jeg elsker dig også Coco, du er det eneste, jeg har i livet.
Scenografi: En almindelig gade. Musen er på ryggen, når katten pludselig begynder at løbe mod ham.
Mus: Vent, vent!!
Kat: hvad vil du have??
Mus: Hvorfor gør du det?
Kat: hvad?
Mus: Jagt på mig.
Kat: Nå, for jeg er sulten.
Mus: Nå, kan du lide min smag og hudens tekstur??
Kat: Hmm, faktisk, nej, jeg hader, når halen går ned i halsen og stadig
efter et par uger fortsætter jeg med at spytte hvide hårkugler.
Mus: Så hvorfor jager du mus? Har ingen mening.
Kat: Måske, men i kirken Doraemon er den kat, der kom fra fremtiden, vi
lærte at vi skulle spise mus for at være nær ham, fordi du ikke gør det
accepter ham som den eneste tidsrejsende og frelser for kattefællesskabet.
Mus: Jeg kan ikke tro, det er grunden.
Kat: Lad os lave en aftale, jeg sætter dig fri, hvis du accepterer Doraemon som den eneste rejsende.
af tid og frelser for kattefællesskabet.
Mus: Selvfølgelig vil jeg ikke acceptere det, til at begynde med, fordi det ikke eksisterer og for det andet, hvis det
gjorde det, så ville det ikke være praktisk for mig at tro på ham, da han kun vil redde
katte.
Kat: Tør du ikke sige, at den ikke eksisterer, din blasfemiske rotte, for den er i alle
sider og kan frigøre deres raseri, plus i min kirke har vi et samfund af
tro på mus, som vi lader være alene.
Mus: Doraemon var bare en tegneserie af en blå kat, hvor mange blå katte
du ved?
Kat: Jeg tror, at Doraemon valgte farven blå til at demonstrere sin guddommelighed
at ingen race diskrimineres, og tv var måden at udvide dens race på
besked i os.
Mus: Nå, forklar dette for mig, Doraemon var en robot, hvorfor skulle han
spise mus, hvis du ikke engang har mave? Jeg tror, at din kirke kun har opfundet alt
at være i stand til at kontrollere dem.
Kat: Nå, ja ... (Katten spiser musen) Så meget snak gjorde mig sulten.
Ende
Gabriel (bærer en pistol i hånden)
Carla (bærer en rygsæk)
Gabriel: Hvad laver du? Kom hurtigt ind og lås døren!
Carla: (ser på sin BlackBerry-skærm, mens hun lukker døren) Min Blackberry har bippet som en skør, siden vi forlod byen, jeg kan ikke tro, at jeg stadig får beskeder fra Facebook.
Gabriel: (tager sin brombær ud af lommen og ser på det et øjeblik) Ligesom Twitter er meget aktiv ...
(Serie)
Carla: Hvad skete der??
Gabriel: Tjek denne tweet “Min bedstemor er en zombie. LOL ”(Carla ler)
Carla: (ser på skærmen på sin mobiltelefon) Lad os se, se på denne.
Direkte"
(De griner begge)
Gabriel: Nogen skrev "Jeg sætter mig selv i fare, men nu har jeg min egen McDonalds, som de siger i Zombieland: Nyd de små ting"
Carla: Hvorfor er der stadig mennesker, der skaber kæder?! Se "Send dette på 10 vægge, og Chuck Norris redder dig"
Gabriel: (Han viser sin telefon til Carla) ”Jeg er endnu mere bange end et vidne
af Jehova kommer banke på døren "
(Carla ignorerer ham mens hun stille siger: Copy-paste, copy-paste, copy-paste)
Gabriel: Hvad laver du??
Carla: Vi er nødt til at prøve alt (fortsæt med at sende)
Gabriel: "Ikke engang zombier elsker mig, trist ansigt, #ForeverAlone"
Carla: (overrasket) Se, de føjede mig til en Facebook-gruppe! (læs lidt) de er overlevende, de søger tilflugt nær her (han ser et øjeblik på publikum, tager sin rygsæk, åbner døren til rummet og løber fra scenen)
Gabriel: Hey vent på mig! (Går ud af scenen bag hende)
Ende
Når det gælder dig, skal du handle dristigt. Og hvis hun skriger af sin rædsel; ”Åh, søn!” Fortæl ham, at din far også råbte på dig. Hævn og frygt ikke, hæld det ondes blod, der hersker her: dræb din fars mordere.
EG: Jeg kommer her ikke for min fornøjelse: han har fået mig til at kalde en budbringer. De siger, at visse udlændinge bringer os nyheder, der ikke ønskes, at Orestes er død. Endnu en beklagelse for dette hus, der allerede er såret og revet af ulykke efter den første død! Men er det sandt? Er det ikke kvindelige fantasier, der er født, flyver og forsvinder? Forfængelige illusioner! (Til corifeo): Hvad siger du til mig for at gøre lys i mit sind?
KOR: Vi hørte bestemt nyhederne. Kom bedre ind og spørg udlændinge direkte. En meddelelse skal bekræftes af modtageren selv. Aeschylus, The Orestiada (Victor, 2013).
Endnu ingen kommentarer