Jeg giver dig en liste over lykke digte af nogle af de store digtere i historien som Pablo Neruda, Rubén Darío, Antonio Machado, Federico García Lorca, Gustavo Adolfo Bécquer, Vicente Aleixandre og mange flere.
I disse digte ønskede forfatterne at formidle ønsket om at opnå lykke, hvor langt væk nogle følte det var, fortidens lykke, de steder, hvor det er eller måder, det kan nås på.
I hvilket rige, i hvilket århundrede, i hvilket stille
sammenkædning af stjernerne, på hvilken hemmelig dag
at marmor ikke har reddet, opstod de modige
og unik idé om at opfinde glæde?
Med det gyldne fald at opfinde. Vinen
Rød strømmer gennem generationer
som tidens flod og på den hårde vej
han skyller på os sin musik, sin ild og sine løver.
Om jubelens nat eller den ugunstige dag
ophøj glæde eller dæmp frygt
og det nye dithyramb, som jeg synger for ham i dag
En gang blev det sunget af araberen og perseren.
Vin, lær mig kunsten at se min egen historie
som om dette allerede var aske i hukommelsen.
Jeg har begået de værste synder
at en mand kan begå. jeg har ikke været
lykkelig. End glemselernes gletsjere
træk mig ned og mist mig, hensynsløs.
Mine forældre far mig til spillet
risikabelt og smukt af livet,
til jord, vand, luft, ild.
Jeg svigtede dem. Jeg var ikke glad. Opfyldt
det var ikke hans unge vilje. Mit sind
blev anvendt på den symmetriske stædige
af kunst, der væver bagateller.
De testamenterede mig mod. Jeg var ikke modig.
Det opgiver mig ikke. Er altid ved min side
Skyggen af at have været ulykkelig.
Denne gang forlader mig
Vær glad,
intet er sket med nogen,
Jeg er ikke nogen steder,
det sker bare
at jeg er glad
Til fjerde hjørner
fra hjertet, gående,
sover eller skriver.
Hvad skal jeg gøre mod ham, det gør jeg
lykkelig.
Jeg er mere utallige
end græsset
i græsarealerne,
min hud føles som et ru træ
og vandet nedenunder,
fuglene ovenfor,
havet som en ring
på min talje,
lavet af brød og sten jorden
luften synger som en guitar.
Du ved min side i sandet
du er sand,
du synger og du er sang,
verdenen
i dag er min sjæl,
sang og sand,
verdenen
i dag er din mund,
Forlad mig
i munden og i sandet
Vær glad,
vær glad, fordi ja, fordi jeg trækker vejret
og fordi du trækker vejret,
vær glad, fordi jeg spiller
dit knæ
og det er som at røre ved
himmelens blå hud
og dens friskhed.
I dag skal du forlade mig
til mig alene
Vær glad,
med alle eller uden alle,
Vær glad
med græsset
og sandet,
Vær glad
med luften og jorden,
Vær glad,
med dig, med din mund,
Vær glad.
Den, der ikke rejser, dør langsomt,
der ikke læser,
der ikke hører musik,
der ikke finder nåde i sig selv.
Dø langsomt
der ødelægger sin egenkærlighed,
der ikke lader hjælpe.
Dø langsomt
der bliver slave for vane
gentager det samme hver dag
rejser,
der ikke skifter brand,
du tør ikke ændre farven på din
tøj
ellers taler han ikke med nogen, der ikke gør det
kendt.
Dø langsomt
der undgår en lidenskab og dens boblebad
af følelser,
du er bare det, der returnerer lysstyrken
til øjnene og genskabe hjerterne
knust.
Dø langsomt
der ikke drejer rattet, når han er utilfreds
med sit arbejde eller hans kærlighed,
der ikke risikerer det sande eller det usikre at gå
bag en drøm
der ikke tillader sig selv, ikke engang i sit liv,
flygter fra fornuftige råd ...
Lev i dag!
Risiko i dag!
Gør det i dag!
Lad dig ikke dø langsomt!
Undgå dig selv fra at være lykkelig!
Lyserøde og hvide roser, grønne grene,
friske og friske corollas
buketter, glæde!
Reder i de varme træer,
æg i de varme reder,
sødme, glæde!
Pigens kys
blondine, og den af den brunette,
og den af den sorte kvinde, Alegría!
Og den lille piges mave
femten år gammel og hendes arme
harmonisk, glæde!
Og pusten fra den jomfruelige skov,
og de kvindelige jomfruers,
og Aurora's søde rim,
Glæde, glæde, glæde!
En blå himmel af stjerner
skinner i det store
en forelsket fugl
sang i skoven;
efter miljø aromaer
af haven og den orange blomst;
ved siden af os vandet
spirer fra foråret
vores hjerter lukker,
vores læber meget mere,
du stiger op til himlen
og jeg følger dig der,
det er kærlighed i mit liv,
Det er lykke! ...
Kryds med de samme vinger
idealerne;
skynde alle glæderne,
og al god hast;
af drømme og lykke
tilbage til virkeligheden,
vågner op blandt blomsterne
af en foråret græsplæne;
de to ser meget på hinanden,
vi to kysser mere,
det er kærlighed, mit liv,
Det er lykke ... !
Jeg har begået de værste synder
at en mand kan begå. jeg har ikke været
lykkelig. End glemselernes gletsjere
træk mig ned og tab mig, hensynsløs.
Mine forældre far mig til spillet
risikabelt og smukt af livet,
til jord, vand, luft, ild.
Jeg svigtede dem. Jeg var ikke glad. Opfyldt
det var ikke hans unge vilje. Mit sind
blev anvendt på den symmetriske stædige
af kunst, der væver bagateller.
De testamenterede mig mod. Jeg var ikke modig.
Det opgiver mig ikke. Er altid ved min side
Skyggen af at have været ulykkelig.
-Lad os lade som om jeg er glad (Sor Juana Inés de la Cruz)
Lad os lade som om jeg er glad,
trist tanke, et stykke tid;
måske kan du overtale mig,
selvom jeg ved det modsatte,
det kun i frygt
de siger, at skaderne lyver,
hvis du forestiller dig at være glad
du vil ikke være så elendig.
Server mig forståelse
hvile nogensinde,
og der er ikke altid viden
med fundet overskud.
Alle er meninger
af meninger så forskellige,
at hvad den der er sort
den anden beviser, at han er hvid.
For nogle tjener det som tiltrækningskraft
hvad en anden opfatter vrede;
og hvad dette til lettelse,
den ene har til arbejde.
Den der er trist, censurerer
til det glade lys;
og den, der er glad, håner
at se den triste mand lide.
De to græske filosoffer
ja denne sandhed beviste de:
Nå, hvad i det ene griner,
fik den anden til at græde.
Fejr din modstand
det har været i så mange århundreder,
uden hvilken man havde ret
indtil nu fundet ud af.
Før i sine to flag
verden blev alle tilmeldt,
som humor dikterer,
hver følger siden.
Man siger griner
kun den forskelligartede verden er værdig;
og en anden, at deres ulykker
de er kun til gråd.
For alt er der bevis
og grunden til at finde den
og der er ingen grund til noget,
hvis der er grund til så meget.
De er alle lige dommere;
og være lige og flere,
ingen kan beslutte
hvad er den mest succesrige.
Nå, hvis der ikke er nogen til at dømme det,
Hvorfor tror du forkert,
Hvad gjorde Gud dig?
sagsafgørelsen?
Eller hvorfor, mod dig selv,
alvorligt umenneskeligt,
mellem bitter og sød,
vil du vælge det bitre?
Hvis min forståelse er min,
Hvorfor skal jeg altid finde det
så akavet for lettelse,
så skarp for skader?
Talen er et stål
der fungerer i begge ender:
at dræbe, ved spidsen,
ved drejeknappen, som en sikkerhedsforanstaltning.
Hvis du kender faren
vil du bruge det til tip,
Hvad er stålet skyld
af den dårlige brug af hånden?
Det er ikke at vide, at vide, hvordan man gør
subtile, forgæves taler;
denne viden består kun
i at vælge den sundeste.
Spekulere på ulykker
og undersøge varsler,
det tjener kun det onde
vokse med forventning.
I fremtidige job,
opmærksomhed, raffinering,
mere formidabel end risiko
normalt falske finten.
Hvor glad er uvidenhed
hvoraf indolent klogt,
find ud af hvad han lider,
i hvad ignorerer, hellig!
De går ikke altid på forsikring
dristige videnflyvninger,
søger trone i ild
og find en grav i gråd.
Det er også en vice at vide,
Hvad hvis det ikke stopper,
når mindst kendt
hærgen er mere skadelig
og hvis flyvningen ikke bringer dig ned,
i finesser grundet,
for at tage sig af de nysgerrige
glem hvad der er nødvendigt.
Hvis kultiveret hånd ikke forhindrer det
vokse til træet baldakin,
fjerner stoffet fra frugten
buketternes vanvid.
Hvis man går med let skib
kommer ikke i vejen for tung ballast,
tjener den flyvning, der er
den højeste klint.
I ubrugelig bekvemmelighed,
Hvad betyder det for det blomstrende felt?,
hvis efteråret ikke finder frugt,
Maj kan have blomster?
Hvad godt er humor
producerer mange fødsler,
hvis mængden følges
manglen på at afbryde dem?
Og til denne elendighed med magt
fejl skal følges
at forblive den, der producerer,
hvis ikke død, såret.
Hvid er som ild,
det med utaknemmelige ting,
begge forbruger det mere
når han viser sig klarere.
Det er fra din egen Herre
så oprørsk vasal,
det bliver til deres lovovertrædelser
våben fra din vagt.
Denne elendige øvelse,
denne hårde tunge iver,
i mænds øjne
Gud gav for at udøve dem.
Hvilken skør ambition driver os
af os glemt?
Hvis det er at leve så lidt,
Hvad er nytten af at vide så meget?
Åh ja, hvordan er der at vide,
ville der være et seminar
eller skole hvor man kan ignorere
værkerne vil blive undervist!
Hvor lykkeligt han levede
den der, løst forsigtig,
spotte trusler
af stjernernes indflydelse!
Lad os lære at ignorere,
tænkte, fordi vi finder
Hvor meget tilføjer jeg til talen?,
så meget tilbringer vi årene.
jeg
De glade børn kommer ud
Fra skole,
At lægge den varme luft i
Fra april, ømme sange.
Hvilken glæde dybt
Gadenes stilhed!
En stilhed knuste
til latter af nyt sølv.
II
Jeg er på vej om eftermiddagen
Blandt blomster i haven,
Forlader på vej
Vandet i min tristhed.
På det ensomme bjerg
En landsbykirkegård
Det ligner en sået mark
Med kraniet perler.
Og cypresser er blomstret
Som kæmpe hoveder
Det med tomme baner
Og grønligt hår
Tankevækkende og sørgende
Horisonten overvejer.
Guddommelig april, du kommer
Fyldt med sol og essenser
Fyldt med reder af guld
De blomstrede kranier!
Han fortalte mig en eftermiddag
af foråret:
Hvis du leder efter måder
i blomst på jorden,
dræb dine ord
og hør din gamle sjæl.
Det samme hvide linned
lad det klæde dig
dit duell-outfit,
dit festtøj.
Elsk din glæde
og elske din sorg,
hvis du leder efter veje
i blomst på jorden.
Jeg svarede på eftermiddagen
af foråret:
-Du har fortalt hemmeligheden
som i min sjæl beder:
Jeg hader glæde
ud af had til sorg.
Mere før jeg træder videre
din florida sti,
Jeg vil gerne bringe dig
død min gamle sjæl.
I dig lukkede jeg mine timers glæde
Og af bitter smerte;
Tillad i det mindste det i dine timer, jeg forlader
Min sjæl med mit farvel.
Jeg går til et stort hus, hvor de har fortalt mig
Hvad udløber livet.
Hjemlandet fører mig derhen. For mit land,
At dø er at nyde mere.
Hvad hvis de sagde, at jeg er som en ødelagt tusmørke
hvor tristheden allerede faldt i søvn!
Simpelt spejl, hvor jeg samler verden op.
Hvor jeg føler ensomhed med min lykkelige hånd.
Mine havne er kommet, gået efter skibene
som om de vil flygte fra deres nostalgi.
De slukkede måner er vendt tilbage til min flash
at jeg gik med mit navn og råbte dueller
indtil alle de tavse skygger var mine.
Mine elever er vendt tilbage bundet til solen i deres daggryskærlighed.
Åh kærlighed underholdt i stjerner og duer,
hvor glad dug krydser min sjæl!
Lykkelig! Lykkelig! Lykkelig!
Forstørret i kosmiske smidige tyngdekrafter,
uden refleksion eller noget ...
-Locus amoenus (Garcilaso de la Vega)
Strømmer rent, krystalklart vand,
træer, som du ser på i dem,
grøn eng med frisk skygge fyldt,
fugle, som du så dine klager her,
vedbend, at du går gennem træerne,
vride sit skridt gennem hendes grønne bryst:
Jeg så mig selv så fremmed
af det alvorlige ondskab, som jeg føler
det af ren tilfredshed
med din ensomhed genskabte jeg mig,
hvor han med sød søvn hvilede,
eller med tanken, det gik forbi
hvor jeg ikke kunne finde
men minder fuld af glæde.
Æren ved at leve med ære herligt,
Patriotisme mod det navnløse hjemland,
Offer, pligt med gul læbe,
De er ikke et jern, der fortærer, værd
Lidt efter lidt en trist krop på grund af sig selv.
Ned med dyd, orden, elendighed;
Ned med alt, alt undtagen nederlag,
Besejr mod tænderne, til det frosne rum
Et hoved opdelt i to gennem ensomhed,
At vide intet andet end at leve er at være alene med døden.
Forvent ikke engang den fugl med armene på en kvinde,
Med en mands stemme, lækker tilsløret,
Fordi en fugl, selvom den er forelsket,
Han fortjener ikke at vente på ham, som enhver monark
Vent til tårnene modnes til rådne frugter.
Lad os bare skrige,
Lad os skrige helt til en fløj,
At synke så mange himmel,
Berører derefter ensomheder med en fyldt hånd.
Du kan ikke gå tilbage
fordi livet allerede skubber dig
som et endeløst hyl.
Min datter, det er bedre at leve
med menneskers glæde
end græde før den blinde mur.
Du vil føle dig hjørnet
du vil føle dig tabt eller alene
måske vil du ikke være født.
Jeg ved meget godt, hvad de vil fortælle dig
at livet ikke har noget formål
hvilket er en uheldig sag.
Så husk altid
af hvad jeg en dag skrev
tænker på dig, som jeg nu tror.
Livet er smukt, vil du se
som på trods af beklagelsen
du vil have venner, du vil have kærlighed.
En ensom mand, en kvinde
taget sådan en efter en
de er som støv, de er intet.
Men når jeg taler til dig
når jeg skriver disse ord til dig
Jeg tænker også på andre mennesker.
Din skæbne ligger i andre
din fremtid er dit eget liv
din værdighed er alles.
Andre håber du modstår
må din glæde hjælpe dem
din sang blandt hans sange.
Så husk altid
af hvad jeg en dag skrev
Tænker på dig
som jeg nu tror.
Giv aldrig op eller vend dig væk
forresten, sig aldrig
Jeg orker ikke mere, og her bliver jeg.
Livet er smukt, vil du se
som på trods af beklagelse
du vil have kærlighed, du vil have venner.
Ellers er der intet valg
og denne verden som den er
det vil være al din arv.
Tilgiv mig, jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle dig det
intet andet end du forstår
at jeg stadig er på vej.
Og husk altid
af hvad jeg en dag skrev
tænker på dig, som jeg nu tror
Til den gamle alm splittet af lyn
og i sin rådne halvdel,
med aprilregnen og majssolen
nogle grønne blade er vokset.
Den hundrede år gamle alm på bakken
der slikker Duero! En gullig mos
pletter den hvidlige bark
til det rådne og støvede bagagerum.
Det vil det ikke være som de syngende popler
der beskytter vejen og kysten,
beboet af brune nattergaler.
Myrer i træk
klatrer op ad den og i dens indvolde
edderkopper væver deres grå nett.
Før jeg slår dig ned, Duero alm,
med sin økse skovhuggeren og tømreren
Jeg gjorde dig til et klokkehår,
vognlanse eller vognåge;
før rød hjemme, i morgen,
brænde fra en elendig hytte,
på kanten af en vej
inden en hvirvelvind tager dig ned
og afskåret ånde fra de hvide bjerge;
inden floden skubber dig til havet
gennem dale og kløfter,
alm, vil jeg bemærke i min portefølje
nåde til din grønne gren.
Mit hjerte venter
også mod lyset og mod livet,
endnu et mirakel af foråret.
Jeg sagde: Alt allerede fyldt.
Et poppeltræ vibrerede.
Sølvbladene
De lød med kærlighed.
Grønne var grå,
Kærlighed var solskin.
Så middagstid,
En fugl kastede sig
Din sang i vinden
Med sådan en tilbedelse
At det føltes sunget
Under vinden blomsten
Vokset mellem høstene,
Højere. Det var mig,
Center i det øjeblik
Fra så meget rundt,
Hvem så det hele
Komplet for en gud.
Jeg sagde: Alt, komplet.
Tolv på uret!
Det er ikke guitaren, der gør dig glad
eller jage væk frygt ved midnat
Det er ikke hans runde og blide personale
som et okseøje
Det er ikke hånden, der græsser eller klamrer sig fast på strengene
på udkig efter lydene
men den menneskelige stemme når den synger
og sprede menneskets drømme.
Lige nu sidder jeg alene, længes og tankevækkende,
Det ser ud til, at der i andre lande er andre mænd, der også er ivrige og tankevækkende,
Det ser ud til, at jeg kan se længere frem og se dem i Germania, Italien, Frankrig, Spanien,
Og langt, endnu mere, i Kina eller Rusland eller Japan, når de taler andre dialekter,
Og jeg tror, hvis det var muligt for mig at møde disse mænd
Jeg ville forene mig med dem, ligesom jeg gør med mændene i mit eget land,
Åh! Jeg forstår, at vi ville blive brødre og elskere,
Jeg ved, at jeg ville blive tilfreds med dem.
Halvdelen af skønheden afhænger af landskabet;
og den anden halvdel af personen, der kigger på hende ...
De lyseste solopgange; de mest romantiske solnedgange;
de mest utrolige paradis;
kan altid findes på de kære.
Når der ikke er søer klarere og dybere end dine øjne;
når der ikke er nogen vidunderhuler, der kan sammenlignes med hans mund;
når der ikke er regn for at overvinde hendes gråd;
ingen sol, der skinner mere end dit smil ...
Skønhed gør ejeren ikke glad;
men hvem kan elske og elske hende.
Derfor er det så rart at se på hinanden, når de står over for
de bliver vores yndlingslandskaber ... .
Hvor smukt er det at se dagen
kronet med ildstigning,
og til hans ildskys
bølgerne skinner og luften antænder!
Hvor smukt er det efter regnen
af det triste efterår i den blå eftermiddag,
af de våde blomster
parfume inhalerer indtil mættet!
Hvor smukt er det, når det flager
den hvide stille sne falder,
fra de rastløse flammer
se de rødlige tunger svaje!
Hvor smukt er det, når der er søvn
sove godt ... og snorke som en tryllekunstner ...
og spis ... og blive fed ... og hvilken formue
at dette ikke alene er nok!
Den rene luft løb
til mit sorte hår.
Min hvide drøm var
et meget fint kronblad.
En opal at luften
han kyssede af glæde.
Hvor godt de lugte landskabet
havet, den lille brise.
Mine øjne ser dig altid, byen til mine marine dage.
Hængende fra det imponerende bjerg stoppede næppe
i dit lodrette fald til de blå bølger,
du synes at regere under himlen, over vandet,
mellemliggende i luften, som om en lykkelig hånd
Jeg ville have holdt dig, et øjeblik af herlighed, før jeg sank for evigt i de kærlige bølger.
Men du sidder, du kommer aldrig ned, og havet sukker
eller brøl for dig, min glade dags by,
moderby og meget hvid, hvor jeg boede og husker,
Engelsk by, der, højere end havet, præsiderer over sine skum.
Knap, milde, musikalske gader. Haver
hvor tropiske blomster hæver deres ungdommelige tykke palmer.
Lyspalmer, der er overliggende, bevingede,
svaj briseens lysstyrke og suspender
et øjeblik himmelske læber, der krydser
på vej mod fjerne, magiske øer,
at der i indigoblå, frigjort, sejler de.
Der boede jeg også der, en sjov by, en dyb by.
Der hvor de unge glider på den venlige sten,
og hvor de glitrende vægge altid kysser
til dem der altid krydser kedler i glitter.
Der blev jeg ledet af en moderlig hånd.
Måske en trist guitar fra et blomstrende hegn
han sang den pludselige sang suspenderet i tide;
stadig natten, mere stille kæreste,
under den evige måne, der øjeblikkeligt passerer.
Et åndedrag kan ødelægge dig,
vidunderlig by, øjeblikke, at i sindet til en Gud du kom op.
Mænd levede for en drøm, de levede ikke,
evigt lyst som et guddommeligt åndedræt.
Haver, blomster. Hav opmuntrende som en arm, der længes
til den flyvende by mellem bjerge og afgrund,
hvid i luften med kvaliteten af en spændende fugl
end nogensinde før. Åh by ikke på jorden!
Ved den moderlige hånd blev jeg båret let
gennem dine livløse gader. Bare fod om dagen.
Fod nøgen om natten. Stor måne. Ren sol.
Der var himlen dig, byen du boede i.
By, som du fløj ind med dine åbne vinger.
Ud over kuglen for at rulle langsommere
kommer sukket, som mit bryst udånder:
nyt intellekt, som kærlighed klatrer med
Himmelsk højde på klagesvingene.
Når han når toppen af sit forsøg
kvinden ser, at ingen andre er lig
for sin pragt: til hvem alt peger
af kærlighed til den højeste præstation.
At se hende sådan med en subtil, brændende stemme,
Kærlighed taler til det smertefulde hjerte
der forhører ham og ikke forstår noget.
Det er jeg, der taler til mig og til skønheden
medlem af Beatriz, alt blinker
og mit oplyste sind forstår.
Jeg er lodret.
Men jeg vil hellere være vandret.
Jeg er ikke et træ med rødder i jorden
absorberende mineraler og moderens kærlighed
således at bladene blomstrer hver marts,
jeg er heller ikke skønheden i haven
farvestrålende, der tiltrækker udråb af beundring
ignorerer at det snart vil miste sine kronblade.
Sammenlignet med mig er et træ udødeligt
og en blomst, selvom den ikke er så høj, er mere slående,
Og jeg vil have levetid for den ene og modighed for den anden.
I aften under stjernernes uendelige mindste lys,
træerne og blomsterne har kaste deres friske dufte.
Jeg går imellem dem, men de er ikke klar over det.
Nogle gange tror jeg, at når jeg sover
Jeg må se ud som dem til perfektion,
allerede mørkede tankerne.
For mig er det mere naturligt at lyve.
Det er når himlen og jeg taler frit,
Og så vil jeg være nyttig, når jeg endelig handler:
så kan træerne røre ved mig en gangs skyld,
og blomsterne får tid til mig.
Den sande fornøjelse ånder ikke i byen,
Ikke engang i templerne, hvor kunst bor,
Heller ikke i paladser og tårne hvor
Storhedens stemme rører.
Nej. Se hvor High Nature holder
Hans domstol blandt majestætiske lunde,
Hvor hun frigør al sin rigdom,
Bevæger sig i kølig skønhed;
Hvor tusinder af fugle med de sødeste stemmer,
Hvor den vilde storm raser
Og tusinder af vandløb glider glat,
Der dannes hans mægtige koncert.
Gå hen, hvor den tilsluttede skov drømmer,
Badet i det blege måneskin,
Mod hvælvingen af vugge grene
De hule lyde fra natten.
Gå hen, hvor den inspirerede nattergal
Start vibes med din sang,
Indtil al den ensomme og stille dal
Lyder som en cirkulær symfoni.
Gå sidde på en bjergkant
Og se på verden omkring dig;
Bakkerne og hulene,
Strømmenes lyd,
Den fjerne horisont bundet.
Se så på den brede himmel over dit hoved,
Den ubevægelige, dybe kuppel af blå,
Solen, der kaster sine gyldne stråler,
Skyerne som perler af azurblå.
Og når dit blik vender mod denne store scene
Dine tanker vil bestemt rejse langt,
Selvom ukendte år skulle passere imellem
Tidens hurtige og flygtige øjeblikke.
Mod den alder, hvor Jorden var ung,
Når fædre, grå og gamle,
De priste deres Gud med en sang,
Lytter i stilhed til hans nåde.
Du vil se dem med deres sne skæg,
Med tøj i brede former,
Deres fredelige liv, svævende forsigtigt,
De følte sjældent stormens lidenskab.
Så trænger en stille, højtidelig fornøjelse ind
I den inderste del af dit sind;
I den sarte aura vil din ånd føles
En ny stille blødhed.
I min have rykker en fugl frem
på et eger hjul-
af vedholdende musik
som en vandrende mølle-
forsink aldrig
om den modne rose-
test uden siddepinde
ros når de forlader,
da han smagte alle smag-
hans magiske cabriolet
vil virvle i det fjerne-
så jeg nærmer mig min hund,
og vi undrer os begge
hvis vores vision var reel-
eller hvis vi ville have drømt om haven
og de nysgerrigheder-
Men han for at være mere logisk,
peger på mine klodsede øjne-
de levende blomster!
Subtilt svar!
Hvem kigger ikke på solen, når det bliver mørkt?
Hvem tager øjnene af en komet, når den styrter ned?
Hvem lytter ikke til en klokke, når den af en eller anden grund bommer?
Hvem kan ignorere den klokke, hvis musik fører ham ud af denne verden?
Ingen mennesker er en egen ø.
Enhver mand er et stykke af kontinentet, en del af helheden.
Hvis havet tager et stykke jord, er hele Europa formindsket,
som om det var et forbjerg, eller huset til en af dine venner eller dit eget.
Ingen mennesker er en ø; nogens død påvirker mig,
fordi jeg er forenet med hele menneskeheden;
så spørg aldrig efter, hvem klokken betaler; fold for dig.
Mit hjerte, hold dig tæt på den, der kender dine veje
Kom i skyggen af træet, der trøster med friske blomster,
Gå ikke nonchalant gennem parfumerens basar,
Bliv i sukkerskålbutikken.
Hvis du ikke finder den sande balance, kan enhver vildlede dig:
Alle kan dekorere noget lavet af halm
Og få dig til at tage det til guld.
Bøj dig ikke med en skål over en kogende gryde
I hver gryde på komfuret finder du meget forskellige ting:
Ikke i alle stokke er der sukker, ikke i alle afgrundene er der toppe;
Ikke alle øjne kan se, ikke alle have bugner af perler.
Åh nattergal med din stemme af mørk skat! Bliv ved med at fortryde!
Kun din ekstase kan trænge igennem klippens hårde hjerte!
Giv op, og hvis din ven ikke byder dig velkommen,
Du ved, at dine indersider udfolder sig som en tråd
Hvem ønsker ikke at gå gennem nålens øje!
Det vækkede hjerte er en lampe, beskyt den med din kappe!
Skynd dig og undslippe denne vind, fordi vejret er ugunstigt.
Og når du er undsluppet, når du en kilde
Og der vil du finde en ven, der altid vil fodre din sjæl
Og med din sjæl altid frugtbar, bliver du et stort træ, der vokser indeni
Bærer sød frugt for evigt.
Jeg synger for mig selv, en enkel og isoleret person,
Alligevel udtaler jeg ordet demokrati, ordet masse.
Jeg synger for den menneskelige organisme fra top til tå,
De unikke motiver i min Muse er ikke fysiognomien alene eller kun hjernen,
Jeg siger, at den komplette formular er værdig,
Og jeg synger for kvinden på samme måde som jeg synger for Macho.
Livet enormt i lidenskab, puls, kraft,
Det lykkelige liv, dannet i den frieste handling,
under reglen om guddommelige love
Jeg synger for den moderne mand.
Fra tid til anden kaster glæde småsten mod mit vindue.
Han vil lade mig vide, at han venter der, men jeg føler mig rolig, jeg vil næsten sige ligeværdigt.
Jeg skal skjule min kval og derefter lægge mig ned mod loftet, hvilket er en galant og behagelig position til at filtrere nyheder og tro på det..
Hvem ved, hvor mine næste fodspor er, eller hvornår min historie bliver beregnet, hvem ved, hvilket råd jeg stadig vil opfinde, og hvilken genvej jeg finder for ikke at følge dem.
Okay, jeg spiller ikke udsættelse, jeg tatoverer ikke hukommelsen med glemsomhed, meget tilbage at sige og tavse, og der er også druer til at fylde munden.
Okay, jeg er overbevist om, at glæde ikke kaster flere småsten, jeg åbner vinduet, jeg åbner vinduet.
Positive sætninger
Sætninger af lykke
Litterære kranier til børn og lærere
Refleksionssætninger
Endnu ingen kommentarer